Hvor god er du til at bede om

Nå, bilen var ikke videre samarbejdsvillig, og hverken min kæreste
eller jeg er specielt bilkyndige. Ungerne på bagsædet bød heller ikke
ind med meget brugbart. Jeg måtte derfor bruge en livline og ringe til
en ven: min far hjemme i Danmark. Han kunne så komme med gode råd og
ikke mindst ringe videre til den familie, vi var på vej til, hvilket jeg
ikke kunne overskue på daværende tidspunkt. For at gøre en lang
historie kort endte vi med at få en masse hjælp til afhentning,
transport, færgesejlads, kost og logi, lån af bil, moralsk støtte og
meget meget mere. To gange talte vi endda i telefon med vores egen
mekaniker, som var på ferie på Rhodos, da vi ringede og klagede vores
nød.

Jeg er dybt taknemmelig for alle de mennesker, som virkelig
støttede og hjalp, da vi havde mest brug for det. Samtidig følte jeg mig
også sårbar og forlegen over at være til besvær, men hver gang jeg gav
udtryk for det, blev jeg mødt med ord som: "Det er ingen ulejlighed,
bare hyggeligt, glad for at kunne hjælpe, I er altid velkomne, det
manglede da bare, osv, osv."

Så hvorfor er det så nemt at hjælpe andre, når det samtidig kan føles så svært at modtage hjælp?

Hvis
man betragter situationen udefra, kunne man mene, at jeg med min
utilpashed over at modtage hjælp fra andre berøver dem muligheden for at
gøre noget godt for mig. Muligheden for, at de kan føle sig nyttige og
få oplevelsen af at gøre mig glad ...