Udover det åbenlyse velvære i at få massage og pleje min krop med
lækre produkter er der også en mere langsigtet fordel. Med mine
handlinger "fortæller" jeg nemlig mig selv, at jeg er værd at drage
omsorg for, at jeg er værd at forkæle, at jeg er værd at bruge tid og
penge på, at JEG ER VÆRD AT ELSKE!
Nu er det jo ikke
sikkert, at massage, hår- og hudpleje er topmålet af luksus og
selvforkælelse for dig. Så tag dig gerne et øjeblik (eller længere) og
mærk efter, hvordan du lader op. Hvad som giver dig overskud. Gad vide,
hvad du vil bruge din tid på, hvis du blot har dig selv at tage hensyn
til. Hvis du ikke skal sætte andres behov før dine egne. Er det at være
alene? Hygge med andre? Læse en bog? Gå en tur? Tage i skoven? Til
stranden?
Vi er alle forskellige og lader derfor op på forskellige
måder. Måske har du som jeg flere forskellige måder at forkæle dig selv
på. Når vi mærker vores behov og handler på dem fra et kærligt sted i
os, udøver vi selvkærlighed. Samtidig sætter vi andre mennesker fri til
at mærke deres behov og handle på dem.