04-02-2020

Jeg har brugt meget energi igennem mit liv på at tilpasse mig. Jeg
har som barn boet mange steder i landet og skiftet skole mange gange. I
mit voksenliv har jeg haft mange forskellige arbejdspladser. En indre
tvivl på, hvem jeg i virkeligheden selv var, og om jeg dybest set var
god nok, som den jeg var, medførte, at jeg rettede blikket udad og
handlede i overenstemmelse med, hvad jeg forestillede mig, andre
mennesker gerne ville have. Jeg havde en overbevisning om, at andre
ville forlade mig, hvis jeg blot var mig selv.

Det er et mønster,
jeg er startet på tidligt i mit liv, hvor mine forældre blev skilt, da
jeg var under et år gammel, og min mor og jeg flyttede fra min far og
storebror. Mine forældre var moderne i 70'erne, og naturligvis skulle
jeg besøge min far hver anden weekend.

Rent urbiologisk sker der
dog det, at når en unge bliver forladt af sin mor, så dør den. Så DØR
den! Det skete på ingen måde i mit tilfælde. Tværtimod har jeg en kærlig
og omsorgsfuld far, som altid har gjort sit bedste for at passe på mig,
og efter weekenden kom jeg igen hjem i "reden" til min mor. Men lad os
alligevel blive ved idéen om, at der langt nede i min urbiologiske
underbevidsthed satte sig en frygt for at blive forladt.