Har du nogensinde oplevet at sætte dig mål uden at nå dem?
Det kunne fx være ønsket om at komme i form, tabe de berømte 5 kg. eller at spise sundere i al almindelighed. Måske har du en rodeskuffe eller -bunke, du ville ønske var ryddet op? For mit vedkommende er det et helt bordtennisbord, som på magisk vis fylder sig selv op med rod, minutterne efter det netop fremstod tomt og klart til at blive spillet på 🙈😄
Men hvorfor er det så vanskeligt at komme ud af sofaens velkendte kløer og få snøret de løbesko?
Svaret skal ikke findes i det dårlige knæ, støvregnen udenfor eller den slappe, regnorms-rygrad... Det skal i stedet findes mellem ørerne, hvor den valnøddelignende svamp - også kaldet hjernen - bor 🧠
Menneskets hjerne har siden tidernes morgen kun haft én eneste funktion, nemlig at holde dig i live. Derfor HADER din hjerne forandringer. Status quo har jo holdt dig i live frem til i dag, og - ahh, det føles velkendt og trygt.
I praksis betyder det, at hvis jeg en fredelig søndag eftermiddag går forbi bordtennisbordet i udestuen og tænker: "hvor kunne det være dejligt, hvis bordet var ryddet op, så drengene og jeg kunne hygge os med et slag bordtennis", så går der ikke længere end 3 sekunder, før min magelige, vane-elskende hjerne panikker over eventuelle forandringer og bomber frem med dårlige undskyldninger: "jeg gider ikke rydde op"; "jeg kunne også lige lægge mig på sofaen først"; "rodet løber jo ingen steder". Og til sidst klassikeren over dem alle: "jeg lover, det bliver i morgen" 😁
Fik du den? 3️⃣sekunder‼️Det er åbningsvinduet, fra du får en idé, til din hjerne skyder den ned i panik af frygt for at skulle ud af sin bekvemmelige komfortzone. I urbiologisk forstand, fordi hjernen frygter, du risikerer at dø, hvis du ændrer dine vaner 😳
Derfor er det helt essentielt, at du lærer at observere din hjerne, hvis du virkelig ønsker at komme i mål med forandringer i dit liv.
Et trick, som har virket for mig, når jeg registrerer de dårlige undskyldninger stå i kø, er at spørge mig selv: "hvad vil det selvkærlige valg være nu?" Det giver mig en mulighed for igen at mærke efter, om jeg VIRKELIG ønsker forandringen og samtidig berolige min hjerne, hvilket giver mig mulighed for at træffe bevidste valg i mit liv ❤️
Føler du dig inspireret og modig? Hvad er du klar til iKKE at udskyde til i morgen? 🙏🏼❤️