Hvis vi ikke er bevidste om at tage kontrollen over vores tanker, er der risiko for, vi begynder at ruminere (ruge, gruble og bekymre os). Tit kører tankerne i ring over noget, som er sket i fortiden, fx hvad vi burde have sagt eller gjort, og det kan medføre depression. Andre gange bekymrer vi os om fremtiden, og hvordan det dog skal gå, og det kan medføre stress. Uanset om vi ærgrer os over fortiden eller bekymrer os om fremtiden, forhindrer vi os selv i at være til stede i nuet og nyde livet, som det er - lige nu.
Ved at praktisere meditation og mindfulness træner du at være til stede i nuet, og du bliver bevidst om, at dine tanker om fortiden og fremtiden bare er, hvad de er - nemlig tanker. Blot en mental forestilling om vores fortælling om virkeligheden, de ER ikke virkeligheden.
Det handler om at træne evnen til at lade gå på tilknytningen til disse tanker og ikke mindst følelserne, de medfører. Mere jordnært kan man også sige, vi træner vores pyt-muskel. Det handler altså ikke om at ændre vores tanker, det handler om at justere, hvordan vi forholder os til dem