At tilpasse sig

Jeg har brugt meget energi igennem mit liv på at tilpasse mig. Jeg har som barn boet mange steder i landet og skiftet skole mange gange. I mit voksenliv har jeg haft mange forskellige arbejdspladser. En indre tvivl på, hvem jeg i virkeligheden selv var, og om jeg dybest set var god nok, som den jeg var, medførte, at jeg rettede blikket udad og handlede i overenstemmelse med, hvad jeg forestillede mig, andre mennesker gerne ville have. Jeg havde en overbevisning om, at andre ville forlade mig, hvis jeg blot var mig selv.

Det er et mønster, jeg er startet på tidligt i mit liv, hvor mine forældre blev skilt, da jeg var under et år gammel, og min mor og jeg flyttede fra min far og storebror. Mine forældre var moderne i 70'erne, og naturligvis skulle jeg besøge min far hver anden weekend.

Rent urbiologisk sker der dog det, at når en unge bliver forladt af sin mor, så dør den. Så DØR den! Det skete på ingen måde i mit tilfælde. Tværtimod har jeg en kærlig og omsorgsfuld far, som altid har gjort sit bedste for at passe på mig, og efter weekenden kom jeg igen hjem i "reden" til min mor. Men lad os alligevel blive ved idéen om, at der langt nede i min urbiologiske underbevidsthed satte sig en frygt for at blive forladt.